Det kan ende med at blive et kæmpe kaos.
For når årets Ryder Cup begynder fredag i New York, kommer det med garanti også til at handle om andet end selve golfspillet.
USA's præsident, Donald Trump, har nemlig meldt sin ankomst i løbet af weekenden. Noget, der nu har fået arrangørerne til at komme med en bøn til præsidenten.
Det skriver Dagbladet.
Arrangørerne har i hvert fald bedt Donald Trump om ikke at dukke op til de første par runder, eftersom der vil være over 50.000 tilskuere på golfanlægget hver dag.
Årsagen er, at når USA's præsident melder sin ankomst, sætter det gang i en gigantisk sikkerhedsproces, som kan ende med at skabe både kaos og store forsinkelser.
Det så man blandt andet for nylig ved US Open-finalen, da tennisstjernerne Carlos Alcaraz og Jannik Sinner mødte hinanden i New York, mens Donald Trump sad på tilskuerpladserne.
Præsidentens tilstedeværelse betød nemlig, at finalen blev udskudt med næsten en time på grund af ekstra sikkerhedsforanstaltninger.
Og det er netop forsinkelser, man frygter ved Ryder Cup-weekenden.
»Det er en stor proces at få en præsident til et arrangement. Det kræver en masse sikkerhed og planlægning,« lyder det blandt andet fra en talsperson for PGA of America.
Danske Rasmus Højgaard er udtaget til den prestigefyldte golfturnering, hvor de 12 bedste europæiske spillere møder de 12 bedste amerikanere.