Repræsentanter for en række lande har mandag i FN's Sikkerhedsråd diskuteret Ruslands krænkelse af estisk luftrum i sidste uge.
Fra britisk side lød det på mødet, at Rusland og præsident Vladimir Putin risikerer at komme i direkte konflikt med Nato.
»Til præsident Putin siger jeg, at dine hensynsløse handlinger risikerer at føre til en direkte væbnet konfrontation mellem Nato og Rusland,« sagde den britiske udenrigsminister, Yvette Cooper.
Tidligere på dagen meldte Polens premierminister, Donald Tusk, ud i lignende vendinger.
På et pressemøde sagde han blandt andet:
»Jeg vil gerne være helt klar. Vi vil uden diskussion træffe beslutning om at skyde fremmede fly ned, når de krænker vores luftrum og flyver over Polen. Der er ikke plads til debat her.«
Tusk kommer med truslen efter en række hændelser, hvor hvor russiske droner elle kampfly trængte ind i luftrummet over Polen, Rumænien og, sidste fredag, Estland, hvor tre russiske MiG-31-jetfly forblev i NATO-medlemslandets luftrum i næsten 12 minutter, før alliancen sendte jetfly op som svar.