Den podcast, der spillede i hans ører, fik han hurtigt slukket.
Martin Lorentsen fløj sammen med sin kæreste fra Krakow i Polen, hvor de havde mellemlandet, med kurs mod Københavns Lufthavn.
»Man tænker, at det skulle være i det polske luftrum, men det var sgu i Danmark,« siger han til B.T.
For da flyet hænger over Danmark, er det ikke mod jorden, kursen er. I stedet cirkulerer det rundt i 30-40 minutter, forklarer han.
»Så siger piloten, at der var droner i luften. Og så får vi ikke mere at vide,« uddyber han.
Og det er her, at Martin Lorentsen slukker for sin podcast og kigger bekymret ud af vinduet.
»Det var virkelig ubehageligt. Rigtig ubehageligt. Når man tænker på alt det, der er sket de seneste par uger,« forklarer han.
Så begynder flyet pludseligt at tage højde og flyve væk, hvor meldingen lyder, at de vil lande et andet sted inden for 30 minutter – samt at der ikke var meget brændstof tilbage.
Her vidste ingen ombord på flyet, om det var hele det danske luftrum, der var lukket, eller hvad der konkret foregik. Derfor begyndte han også at forberede sig på at skulle lande i Tyskland eller Sverige.
Martin Lorentsen landede sammen med sin kæreste i Billund Lufthavn for kort tid siden, hvor en bus inden længe vil samle dem op og køre dem til Københavns Lufthavn.
»Nu må vi se, hvordan busturen bliver. Det er også en lang tur,« afslutter han.
B.T. følger udviklingen minut for minut. Læs med HER.