Den bliver på størrelse med halvdelen af Fælledparken, og så vil der være direkte udsigt til Øresund. 

En ny park er på vej for enden af Nordhavn, og der er lagt store planer for, hvordan den skal se ud. 

Det skriver Berlingskes arkitektredaktør, der har besøgt lokationen. 

Parken skal prydes af en stor bakke, der ligger der i forvejen, mens der for foden af bakken skal etableres en lagune, der bliver parkens badestrand. 

»Den pragtfulde placering med en vestvendt kyst herude i Øresund er ganske særlig, og der er ingen tvivl om, at en rigtig strand her ville blive en kæmpe attraktion,« skriver Berlingske arkitektredaktør, Holger Dahl.

Tegnestuen SLA har kaldt parken 'Nordør', der er en sammentrækning af Nordhavn og Øresund.

Cirka en tredjedel af parkens areal skal tilgodese den grønbrogede tudse, fortæller arkitekterne bag parken til mediet. 

De forklarer dog, at tudsen er en temmelig hårdfør skabning, så det kræver ikke så meget at tage hensyn til den.

Parkens areal fordeler sig over 30 hektar og står ifølge SLAs hjemmeside færdig i 2035.