I den nye sæson af 'Forræder' holder to af deltagerne det hemmeligt for de andre, at de er brødre.

Her forklarer de hvorfor – og afslører, at den ene bror faktisk også kunne have været med i et andet populært TV 2-program.

Den nye sæson af 'Forræder' er fuld af plot-twists.

I første afsnit kom det eksempelvis frem, at der blandt de nye deltagere både gemmer sig et kærestepar og to brødre.

De brødre er 31-årige Niclas Højgaard og 30-årige Andreas Brodersen.

Højgaard er deres mellemnavn, mens Brodersen er deres efternavn, men for at de andre deltagere ikke skulle vide, at de var brødre, havde de valgt at splitte deres familienavn i to.

»Det var Andreas' idé at melde sig til 'Forræder'. Da han gjorde det, gjorde jeg det også og skrev i min ansøgning, at vi var brødre«, fortæller Niclas og fortsætter:

»Vi ligner jo overhovedet ikke hinanden. Han har skæg, en lidt anden frisure og går meget i hættetrøje. Så vi tænkte, at ingen ville lægge mærke til, at vi var brødre.«

Niclas Højgaard Brodersen.
Niclas Højgaard Brodersen. Foto: TV 2
Vis mere

Udover det taktisk smarte i at have en hemmelig allieret, var der også en særlig tryghed i at have sin bror med, fortæller Andreas:

»Der var altid en, man lige kunne snakke med og få hjælp fra, hvis man ville vide, om man var i fare for at blive stemt ud ved rundbordet.«

Andreas afslører derudover, at han faktisk var i spil til at medvirke i et andet TV 2-program, da han tilsyneladende er en eftertragtet herre blandt tv-castere.

»Det er første gang, at jeg laver tv, men jeg er godt nok blevet kontaktet mange gange,« fortæller han og remser op, hvilke tv-programmer, der har forsøgt at få ham med som deltager:

Andreas Højgaard Brodersen.
Andreas Højgaard Brodersen. Foto: TV 2
Vis mere

»Love Island', 'Bachelorette', 'Bachelor'. Det er dog ikke lige den type programmer, jeg havde tænkt på at være med.«

Han fortæller, at han endte med at tage en snak med folkene bag 'Bachelorette', der havde skrevet til ham via både Tinder og Instagram og endte med at sige nej tak, da han hellere ville være med i 'Forræder'.

»Det var jo det, jeg havde søgt på forhånd. Det var det, jeg gerne ville.«

Adspurgt om han er klar på at lave mere tv i fremtiden, svarer han:

»Jeg syntes egentlig, det var meget sjovt (At være med i 'Forræder' red.). Efter tre timer glemmer man, at der er kamera på, så det kunne faktisk være ret sjovt.«

Hvilket andet program vil du gerne være med i?

»Det er et godt spørgsmål. Det bliver ikke 'Robinson'. Det holder jeg ikke til. Men det skal nok være noget konkurrenceagtigt. Det synes jeg er lidt spændende.«

Andre læser også