Det er aldrig nogensinde tidligere sket i de knap 30 år, at Euro NCAP har sikkerhedstestet en bil.
Men det skete med den nye MG 3.
For her rev førersædet sig undervejs i kollisionen delvist løs, lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen.
Det betød, at testdukken blev udsat for usædvanlig stor belastning på både ben og bryst. Samtidig ramte hovedet rattet, fordi airbaggen ikke kunne afbøde slaget.
Og Euro NCAP fraråder derfor bilkøbere at investere i MG 3. Det samme lyder fra FDM herhjemme.
»Som testen af MG 3 afslører, er der tale om en så fundamental sikkerhedsmæssig brist, at Euro NCAP og FDM på ingen måde kan anbefale bilkøbere at købe en MG 3,« siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen i en udmelding:
»Det er ikke en lille detalje, der er problemet, men derimod selve konstruktionen af den måde, som førersædet er fastgjort til karosseriet på, den er gal med. Så indtil MG har fået ændret på bilens opbygning, kan vi ikke anbefale, at man køber denne bil.«
Testen af MG 3 afslører dog et paradoks.
For på trods af den store fejl har bilen alligevel fået fire ud af fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstestet.
Som organisationen selv påpeger skyldes det udformningen af testprotokollen, da bilen på andre områder klarede sig godt.
Men det »højst usædvanlige« tilfælde med MG 3 betyder nu, at udformningen af testene nu bliver gennemgået og ændret
MG oplyser til Euro NCAP, at man siden august har ændret på førersædets låsemekanisme i produktionen, og fra oktober vil der implementeres ændringer på airbaggen.
Der bliver dog ikke foretaget noget på de biler, der allerede er solgt.
MG er i dag ejet af kinesiske SAIC Motor Corporation.