Berlingske får ikke kritik af Pressenævnet for artiklen "Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn".

Det fremgår af nævnets kendelse i sagen.

Artiklen fra 21. marts 2025 omhandlede straffesagen mod Henrik Sass Larsen, som på daværende tidspunkt var anonymiseret.

Anonymiseringen var dengang begrundet med, at der var anmodet om navneforbud i sagen.

Senere oplyste den tiltaltes advokat, Peter Lundmark Jensen, at personen var Henrik Sass Larsen.

Omtalen af sagen blev efterfølgende mødt af kritik fra advokaten, som mente, at Sass Larsens identitet i realiteten var blevet offentliggjort af pressens omtale.

Pressenævnet lægger i sin kendelse vægt på, at hvis nævnet havde fundet frem til noget andet, ville en tiltalt kunne forhindre omtale af sin person alene ved at begære navneforbud.

Nævnet havde taget artiklen op af egen drift, men har altså ikke fundet grundlag for at rette kritik mod Berlingske.

Nævnet lagde i sin vurdering blandt andet vægt på sagens "helt særlige karakter". Herunder den tiltaltes rolle og samfundsmæssige betydning samt den væsentlige offentlige interesse.

Henrik Sass Larsen er tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og tidligere erhvervsleder.

I Berlingske siger avisens ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, at han er tilfreds med kendelsen.

- Det er den helt rigtige afgørelse - også fordi det viser, at Pressenævnet kan tage sager op af egen drift, vende og dreje dem og så komme til den konklusion, at der ikke er noget at komme efter, siger han.

Efter Berlingskes artikel i marts omtalte adskillige danske medier sagen.

Henrik Sass Larsens forsvarer besluttede kort efter at aflyse et ellers planlagt retsmøde i Københavns Byret med anmodning om et navneforbud.

Det gav ikke længere mening, lød det.

Et navneforbud nedlagt af en dommer betyder, at det er strafbart at bringe oplysninger om en person, som kan føre til, at vedkommende identificeres i en videre kreds.

Henrik Sass Larsen blev 1. september fundet skyldig i besiddelse af seksuelt materiale med børn. Han blev idømt fire måneders fængsel.

/ritzau/