Gamle mails til sexforbryderen Jeffrey Epstein har sat Sarah Ferguson i et dårligt lys.

Nu får det konsekvenser for hertuginden af York.

I weekenden kunne den britiske avis Daily Mail afsløre en række gamle mailudvekslinger mellem Sarah Ferguson og sexforbryderen Jeffrey Epstein.

I 2011, da den amerikanske rigmand allerede var blevet idømt en fængselsdom for medvirkende til prostitution af mindreårige, havde Sarah Ferguson i et interview taget kraftigt afstand til sin gamle ven.

Sarah Ferguson.
Sarah Ferguson. Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Daily Mail har imidlertid gravet nogle gamle mails frem, hvor det fremgår, at Sarah Ferguson to måneder senere angiveligt skrev undskyld til Jeffrey Epstein, og kaldte ham for en 'standhaftig, generøs og storslået ven'.

Det har nu fået den første konsekvens.

Ifølge Sky News har det børnehospice, som hun er protektor for, 'Julia's House', kappet alle bånd.

I en pressemeddelelse lyder det:

Jeffrey Epstein.
Jeffrey Epstein. Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Som følge af de oplysninger, der blev offentliggjort i weekenden om hertuginden af Yorks korrespondance med Jeffrey Epstein, har Julia's House truffet beslutningen om, at det ville være upassende for hende at fortsætte som protektor for velgørenhedsorganisationen.«

De tilføjer:

»Vi har informeret hertuginden af York om denne beslutning og takker hende for hendes støtte gennem tiden.«

Sarah Ferguson har tidligere været gift med prins Andrew, der ligeledes kom i problemer på grund af sin relation til Jeffrey Epstein.

En talsmand for hertuginden af York bekræfter over for Daily Mail, at hun sendte den omtalte mail.

Men videre lyder, at det skete for at afværge et søgsmål om bagvaskelse fra Jeffrey Epstein. Og Sarah Ferguson står stadig ved sine oprindelige udtalelser lyder det.

Den dømte amerikanske sexforbryder døde i fængslet under mystiske omstændigheder i 2019.