Når man er i med i TV 2's realityshow 'Forræder', skal man bruge rigtig mange timer alene på sit værelse mellem optagelserne.
B.T. har spurgt deltagerne, hvad de havde taget med hjemmefra som underholdning – og ikke alle var ligegodt forberedt.
»Jeg var en idiot. Jeg tænkte, at jeg ville blive en dag eller to, så jeg havde taget UNO med. Det var svært at spille alene,« fortæller Andreas Brodersen, der som man kunne se i premiereafsnittet i hvert fald overlevede mere end to døgn i spillet.
Flere deltagere havde medbragt kryds og tværs, dagbøger og puslespil. Andre havde pakket kufferten til randen.
»Det er en lang liste,« fortæller Cindy Vu Lee og remser op:
»To Nintendo'er, tre Gameboys, en Legoblomst, jongleringsbolde, Suduko, malebøger. Min kuffert var vild tung«
Mads Dueholm var så stresset, da han skulle afsted, at det eneste der lå i hans kuffert, var det hans kæreste havde pakket ned:
»Det var en billedramme af mig og hende – og en Rubiks Cube, som jeg havde glemt, hvordan man laver,« fortæller han.
Kim Jensen havde heller ikke så meget med.
»Jeg havde tre små blomster, jeg kunne glo på, som jeg havde købt i Rema til en 10'e – og et billede af mine to børn,« fortæller han.
I videoen øverst kan du se, hvad resten af deltagerne havde taget med.