Smak, smak, smak. Bøde efter bøde efter bøde – hver gang på cirka 320.000 kroner.

Det ser ud til at have store økonomiske konsekvenser for Sarah Wynn-Williams, at hun i en bog tidligere i år er kommet med en sønderlemmende kritik af sin tidligere arbejdsgiver Facebook. 

For ifølge The Guardian er hun blevet ramt af det store bødekrav, hver gang hun ifølge den amerikanske techgigant har forbrudt sig mod den mundkurv, som man mener, at hun er blevet pålagt.

Det har den britiske politiker Louise Haigh afsløret i forbindelse med en høring i det britiske parlament.

»Hun er på fallittens rand,« har hun sagt her:

»Hun bliver presset mod økonomisk ruin gennem voldgiftssystemet i Storbritannien, fordi Meta (Facebooks moderselskab, red.) forsøger at straffe hende for at have udtalt sig,« 

Det var tidligere i år, at Sarah Wynn-Williams udgav bogen 'Careless People', der både handler om seksuel chikane hos Facebook samt tvivlsomme forretningsmetoder.

Omvendt mener Facebook, at hun i sin aftrædelsesordning er omfattet af en tavshedspligt, der gør, at hun ikke må udtale sig. Og derfor kan straffes økonomisk for at gøre det.

Sarah Wynn-Williams har tidligere selv udtalt sig om sine erfaringer med techselskabet i en høring i den amerikanske kongres.

Hun har siden ikke udtalt sig offentligt. Heller ikke i forbindelse med bogudgivelsen.