Det hele ramler for Sarah Ferguson.
For fremkomsten af en gammel mail sendt til den berygtede sexforbryder Jeffrey Epstein får nu store konsekvensen for hertuginden af York.
Hele syv velgørenhedsorganisationer har ifølge BBC i løbet af mandagen kasseret hende som ambassadør eller protektor.
Som B.T. kunne beskrive mandag var børnehospicet Julia's House først til skære alle forbindelser. Siden fulgte så:
- The Teenage Cancer Trust,
- Natasha Allergy Research Foundation,
- Children's Literacy Charity,
- National Foundation for Retired Service Animals,
- Prevent Breast Cancer,
- The British Heart Foundation,
Alt sammen skyldes altså en mail, som Sarah Ferguson i 2011 skrev til Jeffrey Epstein – den blev afsløret i weekenden.
Heri kaldte hun ham blandt andet for en »standhaftig, generøs og storslået ven« og hun »undskyldte ydmygt« for forinden at have taget skarpt afstand fra ham i et stort interview, efter at han var blevet dømt for at medvirke til prostitution af mindreårige.
Altså var deres forhold tilsyneladende i virkeligheden et andet, end hertuginden af York udadtil lod forstå.
En talsmand for Sarah Ferguson har bekræftet, at mailen blev sendt. Men videre lyder det, at det udelukkende skete for at afværge et søgsmål om bagvaskelse fra Jeffrey Epstein.
Men den forklaring køber de mange velgørenhedsorganisationer altså overhovedet ikke.
Eksempelvis Teenage Cancer Trust har således sagt farvel, efter at Sarah Ferguson ellers har været protektor i hele 35 år – hun har ingen kommentarer til den nyeste udvikling.
Jeffrey Epstein døde i fængslet under mystiske omstændigheder i 2019.