Hun lægger billeder op af sit hår på OnlyFans, og det har hjulpet med at betale regninger.
Sådan lyder det fra Harry Potter-skuespilleren Jessie Cave, der optrådte i flere af de yderst populære film som Lavender Brown.
Men netop profilen på OnlyFans har betydet, at hun ikke længere bliver inviteret til Harry Potter-konferencer.
'Tilbage i januar var jeg så fortabt og bange. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle betale mine regninger, eller om vi ville være i stand til at flytte ind i vores nye hus,' skriver Jessie Cave på det sociale medie Substack ifølge NBC News.
'Jeg fandt ud af, at jeg ikke blev booket til en Harry Potter-konference for nylig, da jeg nu deltager i OnlyFans. De forklarede, at det var, fordi det er et 'familieshow' og OnlyFans er tilknyttet porno,' skriver hun videre.
Videre lyder det ifølge mediet, at hun synes, at det var 'forvirrende', fordi nogle af de andre skuespillere har lavet tv-serier og film, hvor de har optrådt nøgne eller medvirket i sexscener.
Hun tilføjer, at hun bare 'leger' med sit hår på OnlyFans.
Alligevel har det ikke betydet, at Jessie Cave er synderligt ked af ikke længere at skulle deltage i Harry Potter-sammenkomster, da der også snart kommer en ny Harry Potter-serie med nye skuespillere.
'Der kommer en ny rollebesætning nu, og det er en anden tid. Plus, jeg har deltaget i konferencer i over 15 år og har nok billeder og troldmandsmemorabilia.'