Selvom Elon Musk mener, at Twitter skal værne om ytringsfriheden, har Twitter alligevel lukket en profil, der trackede Twitter-ejerens private jet.

Det skriver CNBC.

Den collegestuderende amerikaner Jack Sweeney driver Twitter-kontoen 'Elonjet', som følger Elon Musks private jetfly ud fra offentlig tilgængelig data.

Profilen er populær og har mere end 500.000 følgere.

Alligevel blev profilen lukket onsdag morgen af Twitter uden forklaring.

'Det ser ud til, at Elonjet er lukket,' skrev 20-årige Jack Sweeney på sin private Twitter-bruger.

Kort efter var alle andre Jack Sweeneys Twitter-kontoer også lukket.

Elonjet blev oprettet sidste år, da Jack Sweeney var fan af Elon Musks arbejde med både bilfirmaet Tesla og rumfartsvirksomheden SpaceX. Selv efter at han blev suspenderet fra Twitter, som Elon Musk ejer, er hans drømmebil stadigvæk en Tesla, fortæller han til CNBC.

Elon Musk købte i oktober det sociale medie Twitter for 44 milliarder dollar, da han ville kæmpe for ytringsfrihed på det sociale medie. I november påstod milliardæren, at han var så stor en fortaler for ytringsfrihed, at han ikke ville suspendere flytrackingsprofiler på Twitter, selvom han mente, at det var en direkte personlig trussel for de overvågede.

Jack Sweeney havde også andre flytracking-profiler på Twitter, såsom Donald Trump, Bill Gate og Mark Zuckerberg. De er alle suspenderet nu.