Københavns Politi er tirsdag middag til stede på Kystvejen ved Københavns Lufthavn.
Det bekræfter Anders Frederiksen, der er vagtchef, til B.T.
»Vi har været på stedet lige siden hændelsen i går aftes. Der er stadig en efterforskning i gang derude,« siger han.
Har I fundet noget derude?
»Nej, det har vi ikke. Der er intet nyt på den front,« siger vagtchefen.
Efterforskningen vil fortsætte på stedet tirsdag.
»Vi vil være til stede mange timer endnu derude,« siger han.
Flere større droner blev observeret over Københavns Lufthavn mandag aften.
Det standsede flytrafikken over lufthavnen i flere timer.
På et pressemøde sagde politidirektør, Anne Tønnes, blandt andet:
»Det er ekstremt alvorligt, når man lukker en international lufthavn ned i næsten fire timer. Det er vores kritiske infrastruktur, og derfor kalder jeg det dét, jeg gør. Jeg synes, det er en meget alvorlig situation.«
»Vi har iværksat en omfattende efterforskning, hvor vi samarbejder med andre nationale og internationale myndigheder.«