»Så er det nok Rusland.«

Det er den umiddelbare dom fra Peter Viggo Jakobsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, om dronehændelsen ved Københavns Lufthavn mandag aften.

Her svævede nogle få store droner over og nær lufthavnsområdet i en række timer.

Det betød, at flytrafikken blev lukket ned. Fly blev aflyst og omdirigeret.

»Hvis vi sætter det her i en kontekst, så har Rusland fortsat deres fest i Polen, Estland og Norge, så det ville give mening, hvis det er dem. De tester vores luftforsvar og parathed,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Ved et pressemøde med deltagelse fra Københavns Politi og PET tirsdag formiddag blev sagen kaldt 'meget, meget alvorlig'.

Politidirektør Anne Tønnes sagde: »Vi er bekymrede«.

Og statsminister Mette Frederiksen (S) kalder sagen 'det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur'.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen har testen af Danmark været netop det: en test.

Og der har formentlig ikke været en konkret trussel.

»Det er nogle som siger, 'se, hvad vi kan gøre – I kan ikke gøre noget ved det'. Men der har nok ikke været en decideret trussel,« siger den danske ekspert.

Det konkluderer han på baggrund af, at der reelt ikke skete andet, end at dronerne svævede over Københavns Lufthavn i en række timer.

»Der er ikke sket noget. Der er en masse fly, der er blevet omdirigeret, og folk har sovet på gulvet i lufthavnen. Men hvis de havde haft våben og udgjort en konkret trussel, så havde man nok skudt dem ned,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Er det her noget, vi skal forvente at se mere af?

»Der kommer en masse tiltag nu. Vi har en ny situation, som vi reagerer på. Men nu har Rusland vist, at de kan, så behøver de nok ikke gøre det igen.«

Rusland har dog afvist at være indblandet i hændelsen. 

Du kan følge udviklingen i vores liveblog, som du finder lige HER.