Margrethe Vestager er blandt de mange danskere, som har følt uro over det droneangreb fra en »kapabel aktør«, der ifølge politiet fandt sted sent mandag aften ved Københavns Lufthavn.
»Det fylder da helt utroligt meget!« siger den tidligere EU-konkurrencekommissær til B.T.
Personligt er hun overbevist om, at det er Rusland, der står bag, selv om det ikke er blevet bekræftet – tværtimod har Rusland afvist at være involveret i droneflyvningerne i den danske lufthavn.
»Men først har vi Polen, så har vi Rumænien, så har vi Letland, og så har vi København,« opridser Margrethe Vestager den seneste tids ulovlige russiske droneflyvninger, som hun nu stærkt mistænker at have haft Danmark som sit seneste mål.
»Man ved jo ikke, at det er russiske droner, men hvis det er russiske droner, så viser det jo en Putin, som er virkelig dumdristig i sin tilgang til Vesten,« siger den tidligere toppolitiker.
For Margrethe Vestager minder om, at Nato-landene står sammen og taler sammen om de russiske angreb.
»Vi er ikke i krig, men i lang tid har der jo været sådan én varmere situation – så man lytter lidt bedre til polakkerne og balterne,« siger hun.
Margrethe Vestager understreger dog, at hun godt ved, at droneflyvningerne ved Københavns Lufthavn endnu ikke er blevet bekræftet til at komme fra russisk side.
»Jeg har ikke forstand på, hvordan man fastlægger det, men det var jo store droner. Det er jo ikke sådan nogle hobbyentusiaster, der var ude at flyve med et eller andet, hvor de ikke skulle flyve, så der er i hvert fald et eller andet, der er galt,« slår hun fast.
Politiet var tirsdag eftermiddag stadig talstærkt til stede for at efterforske ved Københavns Lufthavn, efter droneangrebet mandag aften fik lukket luftrummet i flere timer. Læs mere om det HER.
B.T. talte tirsdag formiddag med Margrethe Vestager i forbindelse med hendes deltagelse i HBO Max-programmet 'Verdens vildeste race'.