Musical-stjernen Johanne Milland må trække sig fra rollen som Belle i 'Skønheden og Udyret'.
På Instagram skriver hun, at hun er blevet hasteopereret i knæet.
»Den gik nemlig ikke længere, og for nu er jeg sygemeldt fra 'Skønheden og Udyret',« skriver hun og afslører, at hovedrollen nu i stedet bliver overtaget af Stephanie Trelborg Hansen:
»Det vil sige, at jeg i de kommende uger ikke spiller Belle, men overgiver faklen til vidunderlige Stephanie Trelborg, som er den sejeste understudy i verden. Hende kan I godt glæde jer til.«
En understudy er en skuespiller, der kan rollen lige så godt som hovedrolleindehaveren, så vedkommende kan træde til i tilfælde af sygdom.
Selv skal Johanne Milland nu gennem et længere forløb med genoptræning.
Hun skriver også, at hun håber at komme tilbage på scenen, inden forestillingen er færdig med at spille, men at det vigtigste lige nu er at få styr på knæet.
'Skønheden & Udyret – The Musical' er lige nu på turné rundt i landet.
De kommende uger spiller forestillingen i Aarhus, København og Odense.