Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, reagerer nu på de droneflyvninger, der mandag aften lukkede Københavns Lufthavn ned i knap fire timer. 

I en mail til B.T. skriver ambassadøren følgende:

»Rusland er ikke interesseret i at eskalere spændingerne i Europa yderligere, da det kan få uforudsigelige konsekvenser.«

I forhold til at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på X har skrevet, at det er Rusland, der står bag, har ambassadøren følgende kommentar:

Politiet og PET er til stede ved DSB på Kystvejen ved Københavns Lufthavn tirsdag den 23. september 2025. Droner fløj mandag aften over Københavns Lufthavn og luftrummet blev lukket i fire timer.
Politiet og PET er til stede ved DSB på Kystvejen ved Københavns Lufthavn tirsdag den 23. september 2025. Droner fløj mandag aften over Københavns Lufthavn og luftrummet blev lukket i fire timer. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Mistanken mod Rusland er ubegrundet. Hændelsen i Københavns Lufthavn afslører et tydeligt ønske om at provokere NATO-landene til en direkte militær konfrontation med Rusland,« skriver Vladimir Barbin i mailen og slutter:

»Det er uacceptabelt at bidrage til dette.«

Udmeldingen fra ambassadøren kommer kort efter, at den russiske præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet AFP har afvist, at Rusland stod bag droneflyvningerne. 

De danske myndigheder vil dog hverken villet be- eller afkræftet, om man tror, at Rusland står bag dronerne. 

Fra dansk politi lød det tirsdag morgen, at det var en »kapabel aktør,« der stod bag droneflyvninger ved Københavns Lufthavn mandag aften. 

Ingen danske myndigheder har sagt, hvorvidt man tror, at Rusland står bag. 

Men det er heller ikke blevet afvist.

»Jeg kan i hvert fald ikke afvise på nogen som helst måde, at det er Rusland,« lød det tirsdag middag fra statsminister Mette Frederiksen (S).