Siden Elon Musk overtog Twitter i slutningen af oktober, er det væltet ind med søgsmål mod det sociale medie.

Og nu er den altså gal igen. Twitter sagsøges nemlig for ikke at have betalt husleje, skriver Bloomberg.

Det drejer sig om i alt 136.250 dollar – godt og vel 947.000 danske kroner – der mangler at blive betalt i husleje for Twitters kontorer på 30. sal af Hardford-bygningen i San Francisco.

Det er udlejeren Columbia Reit, der har sagsøgt Twitter.

Ifølge Bloomberg blev Twitter gjort opmærksom på den manglende huslejebetaling allerede 16. december, men vendte ikke efterfølgende tilbage.

Husleje er dog ikke det eneste, Elon Musks Twitter har glemt at betale.

I december blev selskabet sagsøgt for manglende betaling for to charterflyvninger.

Elon Musk købte Twitter for svimlende 44 milliarder dollar – 306 milliarder danske kroner.