Dommen over eks-præsident Hosni Mubarak sætter punktum for årtiers diktatur, men fremtiden er stadig usikker i Egypten, vurderer dansk ekspert i mellemøstlige forhold.

Egyptens tidligere præsident, Hosni Mubarak, skal i fængsel på livstid, og med lørdagens dom er der sat definitivt punktum for hans regime, siger Peter Seeberg, lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i mellemøstlige forhold.

- Dommen er forventet og vil blive opfattet som retfærdig i den egyptiske offentlighed, fortæller han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han understreger, at vejen dog langt fra er banet for en demokratisk fremtid for Egypten, der befinder sig midt i et præsidentvalg mellem en kandidat fra Det Muslimske Broderskab og en kandidat med fortid i Mubaraks regime - henholdsvis Muhammed Mursi og Ahmed Shafiq.

- Dommen er en lettelse for et utal af egyptere. Det er punktum for en epoke, der var en fortsættelse af tidligere diktaturer under Naser og Sadat, så det er næsten 60 års diktatur, der slutter i dag. Det betyder dog ikke, at der er garantier for, at Egypten går en demokratisk og strålende fremtid i møde. Der er fortsat mange spændinger i forbindelse med præsidentvalget, forklarer Peter Seeberg.

Efter domsafsigelsen var der slåskampe i retssalen i Cairo, hvor en mand blev skåret i halsen med en kniv, viste live-billeder fra egyptisk TV. Ifølge Al-Jazeera var der tale om protester fra egyptere, der havde ønsket dødsdom over den tidligere diktator.

Flere internationale medier beretter, at dommen over Mubarak allerede er blevet anket.