Der blev både danset, sunget og slagfast råbt ”don´t shoot”, da en voksende gruppe demonstranter i går protesterede foran bygningen, der huser det legendariske Oscar-akademi.

Wilshire Boulevard er normalt en af de mest trafikerede veje i den eksklusive bydel, Beverly Hills, i Los Angeles. Men fredag eftermiddag, lokal tid, kunne bilisterne glemme alt om at køre på den del af vejen, hvor The Academy of Motion Picture Arts and Sciences har hovedkontor.

Foran akademiet, der står bag den årlige uddeling af de prestigefyldte Oscar-statuetter, var der nemlig arrrangeret en demonstration, der voksede sig større og større, som timerne gik.

Det er især folk med baggrund i film-og tv-branchen, der har taget opstilling foran bygningen. som normalt troner udover boulevarden med sin imponerende spejglasfacade. Men i disse dage er bygningens gadeplan forskanset bag store træplader, der skal beskytte mod det hærværk, som også har ramt Beverly Hills. Et område, hvor et hus i det kendte postdistrikt 90211 har en gennemsnitspris på knap 45 millioner danske kroner.

Betjente fra Beverly Hills Police Department står da også parat på gadehjørnerne for at sikre sig, at vejafspærringerne bliver overholdt, og at bilerne fra de små tilstødende villaveje, holder sig på afstand.

Men fredagens demonstration virker til at forløbe roligt. Først indtoger skiftende talere de to små trappestiger, der udgør podiet. Med en mikrofon i hånden leverer alt lige fra skuespillere til poetry speakers deres budskaber, der alle har samme tema – opgøret mod politivold, racisme og ulighed.

Flere kræver også, at kulturinstitutioner som Oscar-akademiet og de magtfulde fagforbund for skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere, engagerer sig mere i kampen om lighed for alle, uanset hudfarve, køn eller seksualitet.

»Forleden modtog jeg en e-mail fra akademiet, der handlede om noget fuldstændig ligegyldigt. Tænk, de forholdte sig slet ikke til, hvad der sker i øjeblikket. Det er derfor, vi står netop her i dag. Vi må råbe dem op, og vi stopper ikke, før de hører os,« forklarer en af arrangørerne, imens folkemængden foran hende jubler.

Så er der fællesdans på agendaen. Musikken lyder skrattende ud af et par små højtalere, imens forskellige grupperinger danser med hver deres serie af bevægelser.

Da musikken langsomt stilner af, rækker størstedelen af demonstranterne armene i vejret, og råber taktfast ”don't shoot” som svar på tilråbet ”hands up”.

Efter noget tid strømmer flere hen hen for at skrive med kridt på på et enormt, sortfarvet papirstykke, som er blevet hængt op på Oscar-bygningens afskærmende træplader.

»Så kan vores ord blive hængende, når vi er gået«, lyder det fra en af arrangørerne, inden menneskemængden langsomt opløses, og Wilshire Boulevard ligner sig selv igen.