Tirsdag blev de første træer fældet for at skabe plads til et tre meter højt hegn mellem Finland og Rusland.

Bygherren er den finske stat, der sidste år annoncerede, at de vil bygge 200 kilometer hegn på grænsen til den store aggressive nabo.

Den finske regerings beslutning om at opføre hegnet kommer efter en voldsom stigning i antallet af russere, der krydser grænsen. Det sker for at undgå at blive indrullet i den russiske hær og sat til at kæmpe i Ukraine, skriver BBC.

»Hegnet skal gøre det lettere for de finske myndigheder at kontrollere situationen,« fortæller B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, og fortsætter:

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Der er mange tusinder, der har krydset grænsen. Med hegnet kan de finske myndigheder nemmere kontrollere, hvem der kommer over grænsen og kan sende uønskede elementer tilbage. Mange kan være russiske spioner.«

Den finsk-russiske grænse er på 1.340 kilometer, så hegnet kommer kun til at dække en lille del af strækningen. Ifølge de finske grænsemyndigheder vil hegnet primært blive opført omkring grænseovergangssteder i det sydøstlige Finland, skrev DR i efteråret.

Projektet er et udtryk for, at Finland har taget et meget stort skridt væk fra den neutralitet, de hidtil har haft, mener Jakob Illeborg.

»Det er en klar følge af, at Finland er på vej ind i NATO. Grænserne er nu trukket meget klart op,« fortæller han. Sammen med Sverige har Finland anmodet om optagelse i forsvarsalliancen NATO. Det skete efter Ruslands invasion af Ukraine.

»Den finsk-russiske grænse vil blive et hotspot i fremtiden, hvor man konstant vil opleve provokationer fra russisk side. Så det er rettidig omhu fra finsk side at opføre hegnet, så de bedre kan kontrollere grænsen,« fortæller han.

»Det blive pludselig en varm grænse, hvor russerne sandsynligvis også vil opgradere på deres side. Vi kan også forvente en øget NATO-tilstedeværelse i området, når Finland efter al sandsynlighed bliver optaget i NATO,« forudser han.

I dag er de to lande adskilt af et let træhegn, som primært har haft til formål at forhindre husdyr i at krydse grænsen.

Den finske grænsevagt Juho Pellinen går her på grænsen mellem Finland og Rusland nær grænseovergangen Pelkola i Imatra.
Den finske grænsevagt Juho Pellinen går her på grænsen mellem Finland og Rusland nær grænseovergangen Pelkola i Imatra. Foto: ALESSANDRO RAMPAZZO/Scanpix
Vis mere

Det nye hegn bliver tre meter højt og med pigtråd på toppen. Med jævne mellemrum skal der også være kameraer med nattesyn, spotlys og højttalere.

I første omgang er der tale om et pilotprojekt, der skal dække en tre kilometer lang strækning ved Pelkola-grænseovergangen i Imatra. Pilotprojektet ventes afsluttet til juni i år.

»De 200 kilometer hegn er et meget stort projekt, som det vil tage fire-fem år at realisere,« fortæller B.T.s internationale korrespondent.

Efter planen skulle det finske parlament tirsdag have stemt om finsk NATO-medlemskab.

Men afstemningen blev udskudt til onsdag, efter at tre parlamentsmedlemmer har sagt, at de kun vil stemme for NATO-medlemskab på betingelse af, at det finske parlament sikrer, at Finland ikke på noget tidspunkt i fremtiden – som medlem af NATO – tillader atomvåben på finsk territorium, skriver Ritzau.

Desuden ønsker de, at udenlandske styrker ikke må stationeres permanent i Finland.