Cassie Laundrie retter en direkte bøn til sin forsvundne bror midt i tv-programmet.

»Jeg vil bede ham om at stå frem og få os ud af dette forfærdelige rod,« siger hun.

Det er første gang, at storesøsteren deltager i et længere interview, med 'Good Morning America', siden hendes lillebror forsvandt og blev den mest eftersøgte mand i USA. I mere end tre uger har der intet spor været af Brian Laundrie – heller ikke efter at hans forlovede, Gabby Petito, blev fundet død.

Sagen har i ugevis optaget ikke bare USA, men hele verden, og der er nu kommet nye detaljer frem.

Brian Laundrie (tv.) på optagelser fra politiet, da han og Gabby Petito blev stoppet 12. august.
Brian Laundrie (tv.) på optagelser fra politiet, da han og Gabby Petito blev stoppet 12. august. Foto: HANDOUT
Vis mere

Cassie Laundrie har således fortalt, at broren i flere dage forlod det roadtrip, han var ved at gennemføre med Gabby Petito. Det skete midt i august – og altså kun få dage, inden hun blev set for sidste gang.

Oplysningerne er blevet bekræftet af forældrenes advokat.

»Brian fløj hjem for at hente nogle ting og for at rydde et opbevaringssted for at spare penge, fordi de planlagde at forlænge roadtrippet,« lyder det ifølge New York Post fra advokaten Steven Bertolino om smutturen hjem, der skulle have varet fra 17.–23. august.

Samme advokat har nu også fortalt, at Brian Laundrie faktisk forsvandt tidligere, end det tidligere er blevet meldt ud. Nu mener de, at han i stedet forlod hjemmet i den Florida-by North Port 13. september i stedet for 14. september.

Gabby Petito på politiets optagelser.
Gabby Petito på politiets optagelser. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Laundrie-familien baserede datoen, hvor Brian rejste, på deres erindringer om visse hændelser,« lyder det fra Steven Bertolino, der fortæller, at erkendelsen er kommet efter »yderligere kommunikation med FBI«.

Dermed giver det følgende tidslinje for de sidste uger af Gabby Petitos liv:

  • 12. august: Politiet stopper Gabby Petito og Brian Laundrie, fordi de er midt i et voldsomt skænderi.
  • 17.-–3. august: Brian Laundrie vender hjem til North Port for at ordne nogle ting, inden han flyver tilbage til Gabby Petito.
  • 25. august: Gabby Petito har sin sidste telefonsamtale med sin mor.
  • 26. august: Det er datoen, hvor det sidste billede bliver lagt på Gabby Petitos Instagram.
  • 27. august: Vidner har set parret på en restaurant i Jackson Hole, Wyoming.
  • 1. september: Brian Laundrie vender alene hjem til sine forældres hjem i Florida – han tager på campingtur med sine forældre 6. september.
  • 11. september: Gabby Petitos forældre melder hende savnet.
  • 17. september: Brian Laundries familie melder også ham savnet og fortæller, at han har været væk siden 14. september. Det er den forsvindingsdato, der nu er blevet lavet om til 13. september.
  • 19. september: Det bliver fundet et lig af en kvinde nær det sted i Grand Teton National Park, hvor Gabby Petito sidst blev set i live.
  • 21. september: Det bliver bekræftet, at det er Gabby Petito, der er fundet død.
  • 26. september: Der bliver holdt en mindehøjtidelighed for den 22-årige kvinde i Blue Point, hvor hun voksede op.

I interviewet med Good Morning America' fortæller Cassie Laundrie, at hun ville ønske, at flere ting havde udviklet sig anderledes. Ikke mindst da Brian Laundrie uventet kom alene hjem fra turen med Gabby Petito 1. september. Her tog han hjem til sine forældre, og de besøgte senere på dagen søsteren.

»Jeg ville ønske, at han var kommet hjem til mig først, for så tror jeg ikke, at vi ville være i denne situation,« siger Cassie Laundrie.

Hun siger også, at det ikke er normalt, at broren forsvinder i længere perioder, selv om han altid har været glad for at campere og rejse.

»Jeg er bekymret for ham Jeg håber, at han er o.k., men jeg er også sur og ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg håber, at min bror er i live, fordi jeg vil gerne have nogle svar som alle andre,« siger Cassie Laundrie.

Brian Laundrie er ikke eftersøgt som direkte mistænkt i sagen om Gabby Petitos død, men som 'person af interresse i sagen'.