En ny rapport fra Amnesty International beskriver, hvordan Libyen er præget af overgreb mod flygtninge og migranter. Det får migranterne til at risikere deres liv på Middelhavet.

LIBYEN: Bortførelser, seksuelle overgreb, religiøs forfølgelse og krænkelser begået af bevæbnede grupper og kriminelle bander.

Det er nogle af de grusomheder, Libyen ifølge en ny rapport fra Amnesty International er fuld af, og som får stadig flere flygtninge og migranter fra andre afrikanske lande til at risikere deres liv under en farefuld rejse over Middelhavet i håbet om at finde et bedre liv.

Menneskerettighedsorganisationen skriver i rapporten, at Libyen er »fuld af grusomhed«.

»De skrækkelige forhold for indvandrere kombineret med, at stigende lovløshed og væbnede konflikter hærger landet, gør det klart, præcis hvor farligt livet er i Libyen i dag. Uden nogen lovlige veje at gå for at komme i sikkerhed, er de nødsaget til at lægge deres liv i hænderne på smuglere, der hjerteløst afpresser, misbruger og angriber dem,« siger Philip Luther, der er Amnesty Internationals direktør for Mellemøsten og Nordafrika.

Han mener, det internationale samfund har set passivt til, mens Libyen er blevet mere og mere præget af kaos, efter NATO i 2011 sluttede sin militære intervention i landet. Interventionen blev sat i værk for at beskytte civilbefolkningen i forbindelse med det arabiske forår og enden på Muammar Gaddafis regime, men Philip Luther understreger, at militser og bevæbnede grupper havde frit spil til at gå amok efterfølgende.

»Verdens ledere har et ansvar og må være klar til at tage konsekvenserne, som indebærer et højere antal flygtninge og migranter. De er blandt de mest udsatte i Libyen, og deres situation må ikke ignoreres,« siger han ifølge en pressemeddelelse fra Amnesty International.

Libyen har i mange år været et transitland for mennesker, der flygter fra fattigdom eller krig. Men i landet møder de nu stigende lovløshed og overgreb, som altså får flere til at søge mod Europa på farefulde rejser over Middelhavet.

Philip Luther er positiv over for de tiltag, EUs ledere sidste måned blev enige om at iværksætte for at mindske antallet af bådflygtninge, der omkommer i Middelhavet. Men de er langt fra nok, lyder det.

Flere migranter og flygtninge vil fortsat miste livet, og planen om at sætte hårdt ind over for menneskesmuglerne, uden samtidig at sørge for sikre alternativer, løser ikke situationen for flygtninge og migranter i Libyen, erklærer Amnesty-chefen.