Begge hendes forældre døde uden at vide besked om, hvad der hændte deres datter.

For 30 år siden blev Sharron Phillips myrdet, og det blev starten på en af Australiens længstvarende mordgåder. Spørgsmål om, hvem der myrdede den 20-årige kvinde i 1986 har således stået ubesvaret. Frem til nu.

Kriminalbetjente har i dag offentliggjort, at gerningsmanden er kendt. Der er tale om en taxi-chauffør, Raymond Mulvihill, som ville blive sigtet for mord, hvis han ikke var død i 2002, skriver The Courier Mail.

Politiet efterforsker videre, om der kunne være medgerningsmænd til forbrydelsen, men det er der intet, der tyder på, lyder det.

Ifølge avisen har politiet brugt det sidste år på at efterprøve detaljer i forhold til et vidnes forklaring af, hvad der skete den skæbnesvangre aften for 30 år siden.

Det er gerningsmandens søn, der på baggrund af sin fars tilståelse på sit dødsleje for 15 år siden har kunnet give efterforskerne afgørende detaljer.

Sharron Phillips løb i 1986 tør for benzin, hvorefter hun ringede fra en telefonboks til sin kæreste. Men da han blev forsinket på vejen til at hente hende, menes det at være tilfældet, at hun kontaktede Raymond Mulvihill, der skulle parkere sin taxi på det sted, hun befandt sig, sådan at en kollega kunne overtage taxaen næste morgen.

Sønnen Ian var fulgt efter sin far i bil for at give ham et lift hjem. Da han nåede frem til taxaens parkeringsplads, blev han bedt om at vente, mens faderen kørte familiens bil om på bagsiden af en række butikker. Da de sammen forlod stedet igen, hørte Ian lyde fra bagagerummet. Da sønnen spurgte til, hvad der foregik, blev han kommanderet til at blande sig udenom, og faren viftede angiveligt truende med en kniv.

På dødslejet skal Raymond Mulvihill have tilstået mordet foruden at have stået bag drabene på flere andre. Dette har politiet dog indtil videre ikke kunnet bevise.

Liget af Sharron Phillips er fortsat ikke fundet.