Anden juledag er hvert år tætpakket med bilister på landets veje og broer – og i år er ingen undtagelse.

Tusindvis af danskere befinder – og har befundet – sig i trafikken, og det betød også, at bilister måtte forvente kø flere steder i landet.

Det oplyste Vejdirektoratet tidligere mandag til B.T.

Tidligere var der særligt kø omkring Vestmotorvejen ved Ringsted og Slagelse i retningen mod Jylland, ligesom trafikken omkring Odense også var tæt.

Tusindvis af danskere er vejene 2. juledag. Foto: presse-fotos.dk
Tusindvis af danskere er vejene 2. juledag. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Men det er forholdsvis små køer, vil jeg sige. Der er selvfølgelig godt gang i den, men ellers er det faktisk ikke det store,« sagde Peter Bruun-Mogensen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.

Omkring klokken 16, hvor den værste trafik er drevet over, melder Vejdirektoratet nu, at dagen overordnet har forløbet »fortrinligt«, hvad angår trafikken.

»Det er gået rigtig godt set med vores øjne.«

»Vi havde ifølge vores prognose set frem til rigtig meget trængsel på vejen på tværs af landet mellem klokken 11 og klokken 15. Nu er det efterhånden en time siden, at den periode sluttede, og vi har ikke været ude for de store hændelser, hverken med ulykker eller andre ting,« siger Peter Bruun-Mogensen til Ritzau.

Klokken 13 var det dog knap så gnidningsfrit, da der eksempelvis var et kvarters forlænget rejsetid ved Slagelse, lød det.

Foretog man et kig i Vejdirektoratets trafikcenter, kunne man også se, at der både omkring Aarhus, Odense, Greve og Farum var ulykker i løbet af anden juledag.

Men der er tale om materiel skade alle steder.

»Det er meget typisk, når man kører i kø. Der skal ikke meget til. Men det er hurtigt overstået, og så bliver det trukket ud i nødsporet,« forklarede Vejdirektoratets vagthavende Peter Bruun-Mogensen til B.T.