Tirsdag aften væltede en lastbil i Hjørring på Hvirrekærrevej.

En smal og mørk vej gjorde, at en lastbil måtte træk så langt ud i rabatten, at den væltede, fortæller Jørgen W. Pedersen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

»En personbil og en lastbil forsøgte at passere hinanden, og da lastbilen trak pænt ud til siden, kom han desværre en smule for langt ud, og rabatten er så blød, at han gled lige så langsomt ned i grøften,« forklarer han til B.T. Aalborg og fortsætter.

»Han havde heldigvis ikke særlig meget fart på den smalle vej.«

Lastvognen ryger om på siden, og hængeren med omkring 30 ton kyllingefoder stod halvt oppe på vejen.

»Kyllingefoderet tyngede ham jo en del,« fortæller indsatslederen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Kranvognen er ved at hejse bilen op igen, så kyllingerne kan få deres foder, forklarer indsatslederen.

Der er ikke sket personskader, men føreren af lastbilen tilkaldte selv hjælp.

»Han kunne ikke komme ud af bilen, og derfor kom vi ud, fordi vi betragter ham som teknisk fastspændt. Han var helt frisk, da vi kom ud, men han havde naturligvis fået sig et lille chok,« fortæller Jørgen W. Pedersen.

Vejgrøften er ved at blive spærret af, da den er mærket af lastbilen, og lastvognen er ved at blive tømt, så kyllingerne igen kan få mad.