Tyske Laura Siegemund mangler informationer omkring, hvordan forholdene bliver omkring US Open i New York.

Der er for mange uklarheder omkring afholdelsen af grand slam-turneringen US Open.

Sådan lyder det fra den tyske tennisspiller Laura Siegemund, der planlægger at rejse til turneringen i New York, som begynder 31. august.

- Der er to uger til, at jeg skal rejse derover. Jeg vil gerne spille, men af hensyn til planlægningen, så ville det være rart at få nogle tydelige svar, siger Siegemund til dpa.

- Finder det sted, og hvis ja - under hvilke betingelser? spørger hun.

- Det er ikke særligt transparent, og informationsstrømmen til os spillere er ikke ideel, mener tyskeren.

32-årige Laura Siegemund er også usikker på, hvor frit hun kan rejse mellem USA og Europa på et tidspunkt, hvor der foregår en opblussen af coronavirus flere steder i verden.

- Jeg kender ikke svarene, og når jeg spørger, så er det stadig meget uklart for mig, siger hun.

Laura Siegemund, der rangerer som nummer 65 i verden, deltager i øjeblikket i WTA Tourens genstart på Sicilien efter flere måneders coronapause.

Tenniskalenderen har været hårdt ramt af coronapandemien, og flere turneringer er enten blevet aflyst eller udskudt.

US Open afholdes fra 31. august i New York og to uger frem.

/ritzau/dpa