En fodboldtrøje har sat sindene i kog.

Verdensetteren i tennis, Iga Swiatek fra Polen, er i det røde felt, efter russiske Anastasia Potapova dukkede op med en trøje fra fodboldklubben Spartak Moskva.

Det skete til hendes kamp i tredje runde ved Indian Wells, hvor amerikanske Jessica Pegula blev stopklods for russeren.

»For at være ærlig så blev jeg overrasket,« lød det fra Swiatek, da hun blev spurgt om sagen.

Hun har ofte talt om sin modstand mod krigen i Ukraine, og denne handling fra Potapova fik hende til at gå til WTA.

Her fik hun at vide, at der ville komme færre af den slags hændelser, fordi organisationen nu vil understrege reglerne på det område. Den 21-årige verdensstjerne mener, at man burde have gjort det langt tidligere.

»Jeg troede, at hun vidste, at hun ikke skulle vise synspunkter i denne tid, selvom hun er fan af holdet.«

Potapova blev ligeledes spurgt, hvorfor hun havde Spartak Moskva-trøjen på før kampen mod Pegula, men hun slog det blot hen.

Hun havde været fan af klubben, siden hun var 13 år, og hun så ingen provokation i det, bedyrede hun.