Danske tennisfans må kigge langt efter en rød-hvid grand slam-sejr i denne omgang.

For 19-årige Holger Rune er nemlig ude af Australian Open efter et vanvittigt drama mod russiske Andrey Rublev.

Og derfor var det da også en tydeligt skuffet dansker, der mødte pressen efter mandagens nederlag i Melbourne.

»Den gør virkelig ondt, denne her. Jeg var så tæt på ... jeg kæmpede, og så var det bare sort uheld til sidst. Det er en kæmpe skuffelse,« sagde han og tilføjede:

Foto: MARTIN KEEP
Vis mere

»Men Rublev spillede godt, og jeg er glad for den måde, jeg fightede på.«

Du står med to matchbolde til sidst. Er du ikke kommet op i en liga, hvor du bør gribe sådan en chance?

»Det er lidt et hårdt spørgsmål, synes jeg. Lidt hårdt sagt, når man møder nummer seks i verden. Sådan noget sker, når det er tæt.«

»Det er selvfølgelig to muligheder for at bryde ham, men hvis man kigger på statistikker, så bliver der reddet flere partier hjem fra den person, der server, end der bliver brudt af modstanderen, i sådan en situation.«

Du har meldt ud, at dit mål for 2023 er at vinde en grand slam og at blive nummer ét i verden. Er det her så ikke et tilbageskridt i forhold til den målsætning?

»Jeg synes, den her turnering har vist fremskridt, faktisk. For den har vist, jeg har fysikken og spillet til det. Også at slå de bedste spillere i fem sæt, men jo, jeg skal da arbejde på at være stærkere i de situationer.«

Det danske stjerneskud afslørede herefter, at han spillede mandagens dramatiske kamp på smertestillende medicin.

Årsagen var det voldsomme slag på håndleddet, han fik, da han lørdag spillede tredjerundekamp.

»Håndleddet gjorde ondt i går (fredag, red.), men i dag var det bedre, for jeg fik en del smertestillende. Det gjorde ikke så ondt, og jeg skulle bare vænne mig til det. Så jeg forsøgte så hurtigt som muligt at slå og serve, som jeg plejede,« lød det videre fra danskeren.

Det var mandag, at Holger Rune måtte gå slukøret fra banen, da han tabte i fem sæt til den russiske superstjerne Andrey Rublev i fjerde runde.

Danskeren havde ellers to matchbolde i slutningen af femte sæt, men han endte i stedet med at tabe efter tiebreak med cifrene 3-6, 6-3, 3-6, 6-4, 6-7 (9-11).

Du kan læse B.T.s dom fra det vanvittige drama lige HER.