Overvægt, ingen motion, mange cigaretter hver dag og alt for meget alkohol.

Det er forhold, der kan være med til at sløre, at vi har fået kræft. Har man derimod en sund og veltrænet krop, vil man ofte reagere hurtigere på alarmsymptomer.

Det fastslår flere eksperter.

- Er man vant til at have nogle bestemte symptomer, fordi man ryger meget eller er i dårlig form, så maskerer det eventuelle tegn på, at man pludselig fejler noget andet, siger professor og kræftforsker Peter Vedsted, Center for Forskning i Cancerdiagnostik, Aarhus.

Usunde i farezonen

- Bliver man træt og forpustet, kan det være et tegn på blodmangel, som kan skyldes kræft. Men er man i forvejen ikke vant til at røre sig, opdager man måske ikke, at man lettere bliver træt og forpustet.

Også fedme kan skjule klare kræftsymptomer som svulster.

 Se listen: 11 tegn på at du har kræft

Generelt bør personer med en usund livsstil være mere på vagt.

Drikker man meget, og spiser man kun lidt og usund kost, kan det være årsag til, at man føler sig sløv, og at man taber sig, men det kan også skyldes kræft.

Men med en sund og veltrænet krop har man bedre chancer for at opdage kræften tidligt.

- Hvis man lever et liv, hvor man holder sig sund, så vil man reagere på et symptom, der normalt tyder på dårlig livsstil. Mistanken om, at der er noget galt, bliver rejst hurtigere, hvis man er veltrænet, sund og rask, siger forskningschef Hans Henrik Storm, Kræftens Bekæmpelse.

Kræftpatienter venter sig selv ihjel