Den australske svømmestjerne Emily Seebohm har valgt at bruge årsskiftet til at lægge alle kortene på bordet.

For den 28-årige svømmer, der blandt andet har vundet to OL-guldmedaljer, har fået nok af at skjule sandheden for omverdenen.

I et opslag på Instagram afslører Emily Seebohm således, at hun har fået et meget usundt forhold til sin krop og i en lang periode har lidt af en spiseforstyrrelse.

»I mere end to år har jeg kæmpet med en spiseforstyrrelse. Jeg har overspist, renset ud og taget afføringsmiddel. Jeg har talt kalorier, sprunget måltider over og konstant vejet mig selv.«

Foto: FERENC ISZA
Vis mere

»Jeg har været flov over at have mit svømmetøj på. Jeg har dømt min krop, hver gang jeg har været foran et spejl,« skriver Emily Seebohm.

Australieren forklarer samtidig, at hun er havnet i denne svære situation, fordi hun har lyttet for meget til andres råd.

»Jeg har fået at vide, at den eneste måde, jeg kunne svømme hurtigere på, var ved at tabe mig, og jeg har troet på det,« skriver hun.

Men skiftet fra 2020 til 2021 skal altså markere en ny start for Emily Seebohm. Derudover håber svømmeren også at kunne påvirke andre, der kæmper med lignende problemer.

»Dette år vil jeg være mere modig over for mig selv. For at give min krop den kærlighed, den fortjener, og for at starte med det var jeg nødt til at være ærlig over for alle inklusive mig selv. Jeg beder ikke om noget, men håber, at jeg kan hjælpe nogle, som har det på samme måde.«

Emily Seebohm fik sit gennembrud på verdensscenen i 2008, og hun står noteret for fem olympiske medaljer og 24 VM-medaljer. Ligeledes har hun i løbet af karrieren slået verdensrekorden tre gange.