AGF måtte for sjette gang ud af seks mulige i Superligaen forlade banen uden en sejr i denne sæson.

Det efterlader holdet på 11.-pladsen i tabellen med to point, og der er tale om en stor krise i AGF.

Det fortalte cheftræner David Nielsen, da han mødte pressen efter kampen mod Viborg.

»Jeg er hamrende nervøs for situationen. Det er en stor krise, vi er i,« sagde David Nielsen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den store krise skyldes ikke blot resultaterne, men også attituden og til tider spillet på banen, mener han.

»Spillerne er ramt mentalt. Når vi kommer bagud, bliver vi rådvilde, og så træffer vi dårlige beslutninger. Attituden og kropssproget var dårlig i dag. Vi har generelt svært ved at score, og vi har svært ved at forsvare. Vi har ikke ramt det niveau, vi gerne vil have.«

AGF har over de sidste kampe ændret formation flere gange, og det er der en god grund til, fortæller David Nielsen.

»Grunden til, at vi ændrer formation, er, at vi føler os svage, og vi gør det i en forhåbning om, at det vil ændre tingene i en positiv retning.«

På trods af en svag præstation på flere positioner i dagens kamp mener David Nielsen ikke, at han behøver at få flere spillere ind for at få rettet op på situationen.

»Vi behøver ikke forstærkninger. Jeg har de spillere, jeg skal bruge. Det er bare op til mig at få brikkerne til at passe. Jeg ved, at de spillere, vi har, kan levere meget bedre, end de gjorde i dag.«