FC København imponerede på ingen måde, men holder fast i guldkonkurrenterne med en 2-0-sejr over Silkeborg IF i Parken.

FCK blev reddet ud af en direkte kønsløs start på kampen, da Denis Vavro leverede et af sine vanvittige signaturmål fra distancen inden pausen, hvorefter en stor Silkeborg-fejl gav FCK et 2-0-mål ved Jordan Larsson.

Det blev en forholdsvis sikker sejr - men kampen må alligevel give panderynker i FCK, for flere spillere var under niveau, mens skrøbelige Cornelius igen viste, hvor vigtig han kan blive i guldjagten - hvis ellers fysikken holder. Herunder får du B.T.s dom over 2-0-opgøret.

Lad os bare være ærlige. Der var ikke nogen, der som sådan spillede sig ud og fik os til at lette på kasketten i dag.

Vavro vil nok også øffe over at blive forbigået efter sådan en kasse, men vi vælger Andreas Cornelius, der for første gang i knap halvandet år startede inde i to Superliga-kampe i streg - og igen satte en fed streg under, hvor vigtig han er.

Den store boksangriber fylder så voldsomt meget i boksen og er ved at være i en form, der gør, at teknikken igen er hans ven, så han både kommer til farlige afslutninger og skaber muligheder til holdkammeraterne. 

Han er en kæmpe x-faktor for et haltende FCK-hold, hvis guldchancer i høj grad afhænger af, om Cornelius er med, nu de gennembrudsstærke og teknisk begavede boldspillere i Falk og Mattsson kæmper med fysikken.

Satte han en eneste fod rigtigt i dag? Det var under al kritik, hvor uskarpt det var fra den tidligere Premier League-spiller.

Han har været et af forårets helt store lyspunkter i FCK, men præstationerne er faldet i den seneste tid, og i dag ramte han bunden i en pinlig præstation.

Derfor blev han også flået ud som den første efter godt en times spil.

FC KØBENHAVN - 4-3-3
Kamil Grabara 4
Peter Ankersen 3
Denis Vavro 4
Kevin Diks 3
Christian Sørensen 2
William Clem 2
Lukas Lerager 4
Mohamed Elyounoussi 1 (ud efter 60)
Jordan Larsson 4 (ud efter 74)
Andreas Cornelius 4 (ud efter 73)
Elias Achouri 3 (ud efter 85)
---
Diogo Goncalves 3 (ind efter 60)
Orri Oskarsson UB (ind efter 74)
Roony Bardghji UB (ind efter 74)
Viktor Claesson UB (ind efter 85)

SILKEBORG IF - 4-3-2-1
Nicolai Larsen 3 (ud efter 56)
Oliver Sonne 3
Pontus Rödin 2
Joel Felix 4
Lubambo Musonda 2 (ud efter 56)
Pelle Mattsson 1
Mark Brink 3
Anders Klynge 3
Stefan Thordarson 3 (ud efter 82)
Tonni Adamsen 4 (ud efter 66)
Alexander Lind 3 (ud efter 82)
---
Jacob Pryts 2 (ind efter 56)
Jens Martin Gammelby 2 (ind efter 56)
Callum McCowatt 3 (ind efter 66)
Kasper Kusk UB (ind efter 82)
Mads Larsen UB (ind efter 82)

Det var kønsløst, og FCK lignede nærmere et bundhold end en udfordrer til guldet, da Silkeborg dominerede værterne på deres eget græs i store dele af 1. halvleg.

Flere af FCKs offensive stjerner - særligt Elyounoussi og Achouri - var helt ved siden af sig selv og manglede koncentration og skarphed, mens det var slapt i duellerne og i positionerne i defensiven, hvor man øsede bolden væk, netop som man vandt den.

Men som et lyn fra en klar himmel kom Denis Vavro pludselig med en af sine velkendte energiudladninger og fik Parken til at eksplodere. Den store slovak stormede frem i banen, vandt på forrygende vis en duel og hamrede bolden i kassen bag en halvskadet Nicolai Larsen, så folk tabte kæben.

Dét var lige, hvad FCK havde brug for inden pausen, hvor man utvivlsomt havde fået sig en pibekoncert at tænke over, hvis det ikke var for Vavro.

Men energien efterlod de i tilsyneladende i omklædningen, for anden halvlegs start bød på flere store Silkeborg-muligheder for at skabe noget, inden en stor Pelle Mattsson-fejl gav FCK muligheden for at score til 2-0, trække sig lidt tilbage og på den måde lægge et låg på kampen, hvis overordnede præstation giver panderynker.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Av, av, av! Der gik et sug gennem publikum og holdkammeraterne, da Pelle Matssons tackling på Jordan Larsson blev vist på storskærmen i Parken i første halvleg.

For svenskerens ankel vrikkede helt rundt og røg ud i noget, der lignede 90 grader i forhold til resten af benet. Det så skrækkeligt og alvorligt ud, og derfor fløj FCK-fansene op af stolen og råbte af kampdommeren, mens holdkammeraterne også så med og krævede et rødt kort til Mattsson.

Silkeborg-spilleren slap dog nådigt med et gult kort, mens Jordan Larsson kom på benene igen efter behandling - og han scorede tilmed til 2-0, da Silkeborg gav gaver væk efter en time.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

FC København stryger direkte ind foran TV-skærmen for at følge med i, hvordan guldkonkurrenterne gør det på vestegnen.

For spiller FC Midtjylland og Brøndby uafgjort, så har Jacob Neestrups tropper altså kun fire point op til førstepladsen, mens en sejr til et af holdene vil betyde, at der er seks point op. Uanset hvad, så lever løverne endnu i guldkampen, hvor der er seks runder igen.

Silkeborg er fortsat uden sejr i Superligaen i utrolige 14 kampe - og de skal hjem og arbejde på, hvordan de får puttet bolden i kassen og spillet mulighederne store, for opløb til chancer var der altså flere af mod FCK.