En lille skare spillere og et usædvanligt stort opbud af pressefolk og nysgerrige fans var mødt op til B-dag på F.C. Københavns træningsanlæg på Frederiksberg.

Her var de kommet for at se nærmere på Nicklas Bendtner, FCK’s nye stjerne, som klubben købte i transfervinduets døende minutter kort før midnat i mandags.

Dagens hovedperson blev på bedste stjernemanér ledsaget af klubbens vagt, som førte ham gennem flokken og ud på træningsbanen, hvor han skulle træne med sine i anledning af landsholdspausen kun 11 nye medspillere, som var til stede.

Nicklas Bendtner har ikke spillet en fodboldkamp siden foråret, da han har været ude i kulden i sin nu tidligere klub Rosenborg. Derfor så han da også ud til at nyde at blive taget godt imod af sine nye holdkammerater og virkede veloplagt, da træningen med småbold gik igang.

Der var højt humør fra Bendtner onsdag, da han for første gang trænede med som FCK-spiller.
Der var højt humør fra Bendtner onsdag, da han for første gang trænede med som FCK-spiller. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Det var dog tydeligt lidt senere til skudtræningen, at offensivkollega Viktor Fischer er et skridt eller fire foran Bendtner på skarphedsfronten. Der blev med andre ord skudt med løst krudt fra Bendtner, som – hvis alt går vel – kan få sine første kampminutter i benene iført den hvide trøje, når FCK møder selveste Brøndby IF i en reserveholdskamp den 10. september.

Selv om det er en Nicklas Bendtner langt fra storformen, som kommer til at indtage Superligaen, så er Ståle Solbakken fortrøstningsfuld.

»Vi er meget glade for, at Nicklas er en del af truppen. Vi tror, at han kan komme til at bidrage, måske hurtigere end forventet. Jeg er mere bekymret for, hvor hurtigt vi kan få ham i form end det pres, der vil hvile på ham,« sagde den norske FCK-manager til det velbesøgte pressemøde, som blev holdt i Parken nogle timer efter træningen.

»Det er heldigt, jeg kun er 31 og har en masse år i mig endnu. For mig at komme tilbage til FCK skulle aldrig være en løsning, hvis jeg ikke var klar til at spille og give holdet noget som helst. Efter to år skadesfri og som 31-årig har jeg masser at bidrage med. Jeg har holdt mig i form selv, men i fodbold er der mange andre ting, der spiller ind. I landsholdspausen er der rigtig gode muligheder for at komme i form,« sagde Nicklas Bendtner.