Den professionelle gambler Sander Lylloff, er den skarpeste på kloden til backgammon, siger han selv.

Han var kvik i skolen. Navnlig til matematik. Så kvik, at han møgkedede sig. Kunne ikke sidde stille. Lavede ballade, blev kaldt adfærdsvanskelig og sendt til skolepsykolog. Den 26-årige københavner, der har en IQ på ca. 110, smiler ved tanken.

- Nu er backgammon ikke rocket science, men jeg bruger da både matematik, sandsynlighedsregning og systematisk mønstergenkendelse, når jeg spiller, siger han.

Sander Lylloff er gambler. Professionel spiller ved de dyre high roller-borde på alverdens casinoer.

En poker-haj, der for præcis et år siden i en pokerturnering i Barcelona scorede en af de største præmier, en dansker nogensinde har hevet hjem: Knap 1,2 millioner euro – små ni millioner danske kroner.

Scoll ned og læs mere

Kunne gå på vandet
- Der var 143 deltagere, og det var svært at tro på, at jeg blev nummer 1. Det var stort. Pengene har ikke ændret noget i mit liv, men jeg kan mærke, at jeg får mere respekt, når jeg er ude og spille, og sejren har åbnet døren i forhold til en sponsorkontrakt, siger Sander Lylloff.

På Giantlisten 2007 – en rating over de stærkeste backgammonspillere i verden - er Sander Lylloff nr. 4.

- Jeg giver ikke så meget for den liste. Jeg vurderer selv, jeg lige nu er verdens bedste – og det mener nr. 1 på listen, israeleren »Falafel« i øvrigt også!, siger Sander Lylloff.

Den unge dansker startede som mange af de store pokerspillere med backgammon. Som 18-årig fik han job som postbud i Indre By. Her mødte han kl. seks om morgen, fik fri kl. 13 og fes ind på en café på Strøget med sit eget backgammon-bræt og høvlede småpenge hjem.

- Det var hårde år, hvor man måske kunne tjene 50 kr. om dagen, Så omkring år 2002 dukkede backgammon op som spil på nettet, og det var jeg på. Her opdagede jeg, at jeg snildt kunne tjene 100 dollars om dagen. Jeg fik fornemmelsen af at kunne gå på vandet.

- Når jeg tabte et spil, spolede jeg tilbage. Jeg kunne huske de enkelte stillinger, huske de enkelte slag, og når jeg opdagede, at jeg havde lavet en fejl, blev jeg sindssygt irriteret, fortæller han.

Spiller kun om penge
Når Sander Lylloff i dag regnes for verdens bedste backgammonspiller, har det bl.a. bund i computeranalyser af hans matcher. Han har en chokerende lav fejlprocent.

- Fejl fornærmer mig. Derfor prøver jeg hele tiden at lære af mine fejl. Nøglen til at gå hele vejen og blive verdensklasse er, at du ved at analysere dine fejl forstår, hvordan du bliver bedre.

Han gider ikke længere spille backgammon »for sjov«.

- Der skal penge på bordet, og helst mange penge. Jeg spiller næsten ikke i Danmark mere, for der er ikke nogen, der tør udfordre mig om den slags penge. Jeg elsker sådan en 20 timers non-stop session mod f.eks. Gus Hansen, hvor vi spiller om 5.000 kr. pr. point.

- Det kan jo hurtigt blive til en kvart million, hvis du vinder eller taber med 50 point, siger Sander Lylloff, der foruden sine pokerturneringer nu ser frem til VM i backgammon på The Fairmont i Monte Carlo 5. juli