Aksel Lund Svindals sæson sluttede i 2016 med et styrt på den østrigske bakke, hvor han fredag triumferede.

Kitzbühel. Den norske skistjerne Aksel Lund Svindal tog fredag revanche for et slemt styrt i Kitzbühel.

To år efter det voldsomme styrt, der kostede en længere pause, vandt den 35-årige nordmand fredagens Super G-løb på det populære skisportssted i Østrig.

Svindal sikrede sig sejren i suveræn stil og var nøjagtig et halvt sekund hurtigere end landsmanden Kjetil Jansrud, mens det østrigske hjemmebanehåb Matthias Mayer blev treer.

Det var tredje gang i karrieren, at Svindal vandt Super G-løbet i Kitzbühel.

I 2016 krydsede nordmanden også målstregen som den hurtigste mand i Super G-løbet, men dagen efter kom han galt afsted i styrtløbet.

Aksel Lund Svindal ødelagde korsbåndet i sit ene knæ og var færdig for sæsonen.

Den rutinerede nordmand er i alt oppe på 35 sejre i World Cuppen.

/ritzau/