Skistjernen Mathilde Myhrvold sikrede sig tirsdag en andenplads i den indledende sprint ved Tour de Ski i Schweiz.

Og det fik storesøsteren Ida Myhrvold til at juble højlydt i sin sofa hjemme i Oslo i Norge. Det kostede et besøg af ordensmagten.

Det fortæller den stolte søster i et interview med Dagbladet.

»Jeg tænkte, det måske var en nabo, som skulle klage, men jeg havde aldrig regnet med det her. Politiet var fuldt alarmeret med skjolde, og de var nok også bevæbnet,« siger hun og fortsætter:

»Det var et lidt mærkeligt syn, så jeg blev meget overrasket og bange.«

Ida Myhrvold erkender dog, at skrigene og hoppene i sofaen var til den høje side. Hun beskriver sig selv som en overivrig storesøster.

Politiet i Norges hovedstad har også beskrevet den usædvanlige episode på Twitter. Her skriver ordensmagten, at de blev kaldt ud, fordi en kvinde skreg.

'Det viste sig, at årsagen til skrigene var, at en af beboernes familiemedlemmer var endt på podiet i Tour de Ski. Derfor gik det hurtigt fra politiarbejde til lykønskning.'

Ida Myhrvold overvejer nu at sende en advarsel ud til sine naboer, inden hendes søster skal duellere i løb i fremtiden.

Det norske medie skriver afsluttende, at Mathilde Myhrvold sluttede som nummer to i sprintfinalen ved Tour de Ski.