Torsdag aften. AaB møder FC København i sæsonens sidste kamp på Aalborg Stadion. Kl. 20.28 skiftes Torben Boye ind i stedet for Thomas Bælum. Og Boye hyldes med stående ovationer. For alle véd, at det er sidste gang, man ser ham i aktion på AaBs førstehold.

»I det øjeblik fór en masse tanker gennem hovedet. Ja, faktisk blev jeg så rørt over publikums anerkendende klapsalver, at jeg fik en klump i halsen,« indrømmer Torben Boye dagen efter sin kamp nummer 560.

Nu venter kun en enkelt kamp. En storstilet testimonial-kamp i aften på Aalborg Stadion

»Firmaets mand« er han ofte blevet kaldt.

»Og noget er der om snakken,« erkender 36-årige Torben Boye.

»Jeg kunne aldrig finde på at tale ondt om AaB. Gennem karrieren har jeg modtaget prof-tilbud fra både Sheffield Wednesday, FC Porto, Brest og Fortuna Düsseldorf. Men hver gang blev de attraktive tilbud fejet af bordet.«

Uden meninger er han dog ikke.

»Jeg synes blandt andet, at det er OK at publikum under en fodboldkamp, hvor de ikke er tilfredse med indsatsen, pifter i protest. De har jo trods alt betalt for at komme ind.

Og hvad angår AaB, synes jeg at ledelsen skulle satse langt mere på klubbens egne talenter end tilfældet har været de seneste sæsoner. Det er ikke altid nødvendigt at investere i dyre udenlandske spillere, når man har stortalenter som Peter Tranberg, Thomas Bælum, Michael Silberbauer, Thomas Augustinussen, Jacob Sørensen og Malthe Guldager.«

Torben Boye debuterede på førsteholdet helt tilbage i 1984, da AaB i en 3. divisionskamp mødte B 1908 en råkold november-eftermiddag.

»Vor daværende træner (Peter Rudbæk, red.) viste mig tillid, selv om jeg kun var sidsteårs-yngling.

To minutter før tid kom jeg på banen - men nåede aldrig at røre bolden,« husker han.

De følgende år udgjorde Torben Boye sammen med langt mere højtråbende profiler som Ib Simonsen og Søren Thorst en bundsolid forsvars-akse. Og samarbejdet kulminerede med AaBs første DM-triumf i 1995.

»Helt klart min bedste oplevelse som fodboldspiller nogensinde. Og langt større end da vi genvandt titlen i 1999. Hele holdet havde de foregående år stået sammen under såvel op- som nedture. Her blev der ført bevis for, hvad godt kammeratskab kan føre til,« fastslår Torben Boye.

Han er ofte af både med- og modspillere blevet betegnet som »fodboldens pæne dreng«.

»Torben er unik. I nutidens fodbold-verden er der ikke ret mange, der som ham har spillet i én og samme klub. Hans hurtighed, hovedspil og tekniske formåen er eksemplarisk. Og hertil kommer, at han er en god kammerat,« roser AaBs træner Peter Rudbæk.

Boye var med ligalandsholdet i Thailand og Canada.

»Jeg ærgrer mig dog stadig over, at jeg aldrig nogensinde nåede at debutere på A-landsholdet. Det var jo ellers tæt på. Men desværre måtte jeg dagen før åbningskampen ved King Fahd Cup i januar '95 rejse hjem, da mit såkaldte levertal efter et influenza-tilfælde var for højt,« fortæller Torben Boye.

Fremtiden ligger på AaBs old boys hold - og som vicevært i en lokal boligforening.