Samtlige danskere har de seneste dage kunnet få lov til at bruge den dyrebare benzin på at køre til nærmeste supermarked og smide den ene 100-kroneseddel efter den anden af sted på lam og snaps til weekendens påskefrokost.

Men for én nordjyde er disse økonomiske bekymringer ikke et problem.

Ikke længere i hvert fald.

For da denne person tog i Meny Hjørring og valgte at købe en lottokupon med på vejen, endte sedlen med at kunne give dem en ny titel: millionær.

Det fortæller Danske Spil i en pressemeddelelse.

Nordjyden er den heldige vinder af en af de to millionærgarantier, der gives blandt lottospillere hver lørdag.

De kan dermed sætte en million kroner ind på kontoen nu.

Den helt store præmie på hele 19 millioner kroner skulle dog gå til en heldig vinder, der købte sin lottokupon i Føtex Ikast.