Selvom det kan friste at give sine børn en lille sukkersnack med i madpakken, så skal man altså lade være.

»Tørret frugt og myslibarer er særligt slemme, fordi sukkeret klistrer til tænderne. Det er faktisk mellemmåltider, der giver størst risiko for huller i tænderne, fordi sukkeret er i munden i længere tid,« advarer Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist.

»Mange mellemmåltider indeholder næsten lige så meget sukker som slik og sodavand,« fortsætter hun i en pressemeddelelse fra foreningen.

I en undersøgelse lavet af Tandlægeforeningen kan man se, hvor meget sukker der egentlig er i forskellige snacks og drikkevarer.

Undersøgelsen viste blandt andet, at en flaske hyldeblomstsaft indeholder, hvad der svarer til 16 sukkerknalder, og at en pose tørrede tranebær indeholder, hvad der svarer til 14 sukkerknalder.

Tallene dækker kun over mængden af tilsat sukker og ikke naturligt sukker.

»Alle sukkerarter bortset fra kunstige sødemidler kan give huller i tænderne, men nogle sukkerarter er værre for tænderne end andre. Det er for eksempel hvidt sukker og rørsukker, som giver mere plak på tænderne, der kan udvikle sig til huller i tænderne,« forklarer Susanne Kleist.

Susanne Kleist anbefaler, at de søde mellemmåltider erstattes med frisk frugt og grønt, da det er sundere for både tænder og krop.