Snart bliver det forbudt for tusindvis af danskere at tænde en smøg.

I hvert fald i arbejdstiden. Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der bragte historien først.

Det drejer sig om 10.000 ansatte i Vejle Kommune, der fra 1. august må undvære smøgerne fra de møder ind på arbejde – til de går hjem igen.

Et forslag som et flertal i Vejle Byråd netop har stemt ja til.

Men det var ikke et enstemmigt flertal, der stemte for det omfattende rygeforbud.

Både Konservative og Nye Borgerlige skulle ifølge avisen have forsøgt at ændre forbuddets rammer i sidste øjeblik.

»Det giver ikke mening, at det ikke er tilladt at ryge i egen bil, eller når man som kommunal medarbejder går gennem byen,« skulle det efter sigende have lydt fra den konservative viceborgmester og gruppeformand, Dan Arnløv Jørgensen.

Men forslaget forblev uændret og de to partier stemte – sammen med Dansk Folkeparti og SFs Lone Myrhøj og Allan Pedersen – nej til hovedforslaget.

Fra resten af byrådet fik forslaget - der desuden ikke gælder byrådspolitikerne - et ja.

Vejle Kommunes medarbejdere er langt fra de eneste, der må lade smøgerne ligge i lommen når arbejdsuniformen er trukket på.

I alt praktiserer 69 ud af i alt 98 kommuner røgfri arbejdstid med rygeforbud i arbejdstiden.