Ingen pauser, hjertebanken og dårlig søvn.
Det er hverdagen for 32-årige Emil Moll Staunsager, der i 11 år har arbejdet som ambulancebehandler i København.
Hvis der ikke snart bliver gjort noget, så frygter han, at ham og hans kollegaer bliver skræmt væk – og i værste fald – at det går udover patienterne, der ender med, ikke at få den hjælp, de har brug for.
»Det kommer til at koste menneskeliv på gaderne, fordi der ikke kommer til at være mennesker til at køre de ambulancer, der kører rundt i dag,« fortæller Emil Moll Staunsager til B.T.
Og netop den problematik, ser ud til at kunne blive en realitet.
Otte ud af ti ambulancereddere overvejer nemlig at forlade faget helt, seks ud af ti reddere mener, at jobbet går ud over deres psykiske vé og vel, mens otte ud af ti melder om, at det er arbejdspresset og den daglige drift, der belaster dem.
Sådan lyder konklusionerne i en ny undersøgelse fra Reddernes Fagforening blandt 717 af Danmarks 3500 reddere.
»Vi har længe oplevet et stigende pres. De seneste seks måneder har været særligt slemme. Vi kører flere og flere kørsler på en vagt. Vi får flere vagter. Nogle bliver sågar tvunget til ekstravagter. Mange reddere flygter nu fra branchen, og vi er der, hvor vi hører, at arbejdspresset kan gå ud over patienterne,« siger Kim Volder Hammerhøj, der er formand i Reddernes Fagforening og selv arbejder som ambulanceredder.
»Det er særligt slemt i Region Hovedstaden, hvor vi især ser problematikken nu. Men problemet er også i resten af landet. Så man kan ikke engang hente mandskab i andre regioner,« siger Kim Volder Hammerhøj og fortsætter:
»Der bliver nødt til at blive gjort noget, hvis situationen skal blive bedre, og vi foreslår helt konkret én overenskomst på tværs af reddere i hele landet, så ingen arbejdsgivere kan presse vores løn og arbejdsvilkår i deres iver efter at vinde udbud.«
En helt normal arbejdsdag for Emil Moll Staunsager er stærkt præget af manglende hænder. Den består nemlig af 12-timers vagter uden pauser og uden tid til at absorbere de hårde oplevelser, man står overfor på en vagt.
»Når vi står med patienter eller en overlevering, så ringer regionen og spørger 'Hvornår er i klar? Vi har en kørsel lige rundt om hjørnet, og I er det eneste beredskab, der er ledigt i hele byen'. Det gør, at vi oftere ikke når at afslutte vores tur ordentligt, og vi simpelthen har konstant stress,« fortæller han.
Det fører til et privatliv domineret af forskellige symptomer på stress. Alt fra dårlig søvn og hjertebanken til en kort lunte over for sin familie, fortæller han.
Det er bestemt ikke første gang, at man hører om, at vagtcentralerne er hårdt belastet. B.T har i den seneste tid bragt historien om Camilla, der måtte vente mere end en time på en ambulance til en mand, der til sidst fik hjertestop. Ligesom den rystede Hanne, der blev afvist af 112, og først fik hjælp efter 75 minutter.
Han håber derfor på, at der snart vil blive gjort noget ved problematikken, og at man bliver bedre til at rekruttere folk til faget. Beregninger peger nemlig på, at der kommer til at mangle endnu flere hænder fremadrettet. Helt konkret vil der mangle 180-200 ambulancereddere i Region Hovedstaden.
»Vi har gennem de sidste mange årtier reddet bedsteforældre, børn, familier og venner. Alle har vi reddet. Nu står vi et sted, hvor redderne forsvinder. Og hvem redder redderne?« spørger Emil Moll Staunsager.
