»Jeg dør ikke af alderdom.«

Sådan siger Mette Fogh Skouboe, når hun fortæller om sin uhelbredelige kræftdiagnose.

Hendes datter siger, at hun stadig ønsker at bevare håbet. Det skal datteren have lov til. For Mette vil ikke trække noget ned over hovedet på sin datter eller resten af familien. Det tager tid at forstå, som den 58-årige kvinde formulerer det.

Selv græd hun de første otte måneder af sit sygdomsforløb.

»Jeg kunne ikke forstå, det var det, der var sket,« siger hun.

Mette Fogh Skouboe er en af 550 kvinder, som hvert år får konstateret kræft i æggestokkene.

En kræftsygdom, der ikke er nær så meget fokus på, og som er svær at helbrede, hvis først man er ramt.

Derfor mødes førende topforskere fra hele verden torsdag i København til en såkaldt 'Innovation Challenge' for at udvælge et banebrydende forskningsprojekt om kræft i æggestokkene, der vil modtage en pris på 1,5 millioner danske kroner.

Mette Fogh Skouboe vil sidde på tilskuerrækkerne, når prisen overrækkes. Hun vil dog aldrig få gavn af forskningen, for hun bliver ikke rask. Hun dør ikke af alderdom.

»For mig er det nok for sent. Men jeg håber på, at forskere og læger i fremtiden kan forhindre, at andre ender, hvor jeg er nu,« siger hun.

Det tegnede ellers lyst, da Mette Fogh Skouboe blev opereret i sommeren 2016.

Lægerne fjernede hele underlivet og dele af tarmen, hvor kræften havde spredt sig til. Mette og familien troede, at kræften var helt væk.

»Jeg var i chok, da vi fik beskeden,« siger kvinden, der foruden en datter på 35 har en søn på 31 og en mand, hun har været gift med i 34 år.

Det viste sig, at der var lymfeknuder tilbage i kroppen, som lægerne ikke kunne fjerne. Blandt andet tæt på hjertet.

Spredningen skyldes formentlig, at kræften kunne have været opdaget tidligere.

Mette var flere gange hos lægen med uforklarlige smerter i underlivet og fik taget en blodprøve, der kunne være tegn på kræft.

Det oplagte spørgsmål er, om hun er vred på lægerne. Men Mette har sluttet fred med den del af forløbet, siger hun:

»Jeg føler ingen vrede eller bitterhed. Jeg har for længst tilgivet, at det ikke blev opdaget i tide. Jeg er klar over, hvor svær en sygdom det er at diagnosticere.«

I dag – fire år senere – er Mette stadig i live. Men kræften har spredt sig yderligere, blandt andet til leveren, og der er formentlig ikke mere at gøre trods ugentlige kemokure.

»Når det er svært, må jeg tage en dag og grave mig ned på sofaen og blive kløet på ryggen af min mand,« siger hun.

Mette Fogh Skouboe har fået 'massiv psykologhjælp' og har haft mange gode snakke med underboen, som er præst. Det har hjulpet til en form for accept.

»Jeg har været afklaret længe nu. Men det tager tid for andre at forstå. Jeg har planlagt min bisættelse og skrevet alt ned, der skal siges,« siger hun.

Men der er også noget, der hedder 'lykkelig uvidenhed', mener Mette Fogh Skouboe:

»Hvis man ikke trasker rundt i tingene, så kan man have et normalt liv – sådan da. Jeg og min mand skal have en snak om, hvordan livet bliver for ham, når jeg ikke længere er her. Men ikke endnu. Jeg tænker, at jeg ved, når den tid kommer.«