Har du drømt om at komme tæt på Marselisborg Slot, så har du nu chancen.

For selvom ruterne til årets Royal Run ikke er offentliggjort endnu, så står det klart, at de løbere, der deltager på distancen 'One Mile' får lov til at løbe igennem slotsparken, der hører til Marselisborg Slot.

Og ifølge pressemeddelelsen kommer løberne så tæt på, at de nærmest kan røre ved slottet undervejs.

»Det bliver en helt unik oplevelse at se alle de glade løbere i parken. Deltagerne kan se frem til en skøn kombination af motion, gode fællesskaber og en helt særlig stemning i fantastiske rammer, omkredset af en række glade frivillige,« lyder det i pressemeddelelsen fra projektleder Lars Nielsen fra Aarhus 1900 Atletik og Løb.

Distancen er særligt populær blandt de løbere, som er mest til hygge. Børn, unge, voksne og ældre kan følges ad, og kørestole, klapvogne og barnevogne er velkomne på ruten.

Og slotshaven er fyldt med diverse skulpturer – mange af dem skabt af prins Henrik.

Mere end 11.500 har ind til videre tilmeldt sig Royal Run i Aarhus, hvor kronprins Frederik løber med på 5 kilometerdistancen.

De endelige ruter offentliggøres 9. maj.