Det er onsdag formiddag ikke muligt at bruge DSBs hjemmeside til at købe billet, tjekke afgange, få trafikinformation eller benytte andre af de sædvanlige funktioner.

Det skyldes, at tusindvis af danskere lige nu forsøger at købe et såkaldt Rejsepas, der er blevet sat til salg fra kl. 10.

Af den grund bliver man automatisk smidt i en kø til at købe den særligt billige billettype til brug i sommerferien, hvis man klikker sig ind på Dsb.dk.

'Grundet stor interesse for køb af Rejsepas, oplever vi øget trafik på dsb.dk. Når det bliver din tur, er dette kø-nummer aktivt i 10 minutter,' som fremgår af en besked.

Da B.T. tjekkede ved 10.30 er ventetiden på knap en time, hvor der er 3-4.000 i kø.

DSB har sat 75.000 Rejsepas til salg, som kan bruges i skolernes sommerferie fra lørdag 25. juni til og med søndag 7. august. Rejsepasset giver adgang til at rejse frit i otte sammenhængende dage med busser, tog, metro, lokalbaner og letbaner.

Rejsepasset blev for første gang udbud i coronasommeren 2020, hvor de dengang 50.000 styk blev udsolgt på fire dage.

Sidste år blev der så udbudt dobbelt så mange, 100.000 styk, men de blev ikke alle solgt.

I år er antallet altså landet midt imellem.

Prisen er 399 kroner for en voksen, der så kan tage to børn under 12 år med på billetten.

DSB anbefaler, at man i stedet bruger selskabets app, hvis man lige nu har brug for at købe en almindelig togbillet.

Opdateret: Op mod kl. 12 er DSBs hjemmeside stadig blokeret af køen til Rejsepasset, men ventetiden er nu nede på et par håndfulde minutter.