I det centrale København hopper flere på cyklen. Men uden for byen er billedet et andet, viser særudtræk.

Pendlere i Region Hovedstaden flygter fra den kollektive trafik over i bilerne.

Det skriver Ingeniøren.

Fra maj sidste år til slutningen af april i år brugte 17 procent af borgerne i regionen et offentligt transportmiddel til hele eller dele af deres tur til og fra arbejde.

Region Hovedstaden har ellers hidtil modstået den landsdækkende tendens mod øget bilisme. Men tallet er udtryk for et fald på tre procentpoint i forhold til den tilsvarende periode i 2017-2018.

Og det er et fald på fire procentpoint fra det tiårige gennemsnit, viser et særudtræk, som DTU's Transportvaneundersøgelse har lavet for Ingeniøren.

I de centrale dele af Københavnsområdet hopper borgerne i stigende grad på cyklen. Men uden for byen er billedet et helt andet.

- I resten af Storkøbenhavn og på det øvrige Sjælland er der primært tale om øget bilkørsel, siger undersøgelsens projektleder, Hjalmar Christiansen, til Ingeniøren på baggrund af undersøgelsens 12.000-13.000 årlige interview.

At færre benytter offentlig transport viser sig hos trafikselskabet Movia, som står for al bustrafik i Region Hovedstaden. Her er antallet af passagerer faldet med næsten fire millioner mellem 2016 og 2018.

Tendensen ser ud til at fortsætte og accelerere i år, hvor ikke en eneste af årets første seks måneder har overholdt det budgetterede trafiktal.

Indtil videre har knap tre millioner færre passagerer end forventet kørt med bus i 2019.

S-tog mister også passagerer. Her er der et fald på en procent svarende til over 1,5 million rejser mellem 2017 og 2018. Året før var der et endnu kraftigere fald på tre procent - næsten fire millioner rejser.

I august meldte Michael Randropp - mangeårig formand for Pendlerklubben på Kystbanen - ud, at han ville stoppe som formand.

Forsinkelser, manglende plads og længere rejsetid på togrejserne var årsagen. I stedet er han begyndt at tage bilen til arbejdet i København.

/ritzau/