Du skal stå på gaden til offentlig skue, hvis du vil modtage behandling for dit stofmisbrug.

Og det er ikke i orden, skriver Socialtilsynet Syd i sin seneste vurdering af behandlingscenteret.

Borgerne er nemlig ikke sikret anonymitet hos Behandlingscenter Odense, da de skal vente i et udendørs venteområde, hvor man er fuldt synlig for forbipasserende. Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Det er problematisk, at tilbuddets udendørs venteområde er fuldt synligt for alle forbipasserende, hvorved borgernes retssikkerhed i forhold til anonymitet i deres behandlingsforløb ikke er sikret,« står der blandt andet i tilsynsrapporten.

Jakob Gudbrand, der er koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, erkender, at kritikken er alvorlig. Til Fyens Stiftstidende siger han, at han godt er klar over, at det ikke er de bedste fysiske rammer, de har.

»De står til skue i en grå, uindbydende parkeringsgård, hvilket potentielt øger stigmatiseringen af målgruppen,« står der yderligere i tilsynsrapporten.