Priserne stiger. Alting bliver dyrere, og energien bliver knap.

Vi har hørt de dystre forudsigelser til hudløshed efterhånden, og lige nu ruster de fleste sig til en lang, mørk og kold – og ikke mindst dyr – vinter.

Men et sted i Danmark er der godt nyt fra det lokale fjernvarmeværk.

I Assens på Fyn får kunderne nemlig ikke flere varmeregninger før næste år.

Det skriver Assens Fjernvarme på sin hjemmeside.

Det skyldes ifølge værket selv, at man i Assens i årevis har investeret i grøn energi som solceller, vindmøller og biomassefyret kraftvarmeværk.

Fjernvarmeværket producerer også grøn strøm, som man kan sælge til elnettet, når priserne er høje. Det betyder, at Assens Fjernvarme har tjent gode penge på salget af overskudsstrøm.

Derfor får kunderne ikke den regning, de egentlig skulle have haft 1. oktober.

»Vi ved, at mange har brug for ekstra penge lige nu, hvor inflationen betyder, at mange madvarer er dyrere end normalt – og det samme er elregningen. I en tid, hvor vi alle er meget opmærksomme på vores privatøkonomi, mener vi, det er vores pligt at være forudseende og melde ud i god tid, når vi allerede nu kan se, at prisen for 2022 kan sættes ned,« siger formand for Assens Fjernvarme, Søren Edlefsen, i en pressemeddelelse.