»Vores livredder ser, at mandens arme ikke fungerer. De ser underlige ud. Så han løber med det samme.«

Sådan indleder centerleder Laila Mølholt fortællingen om den dramatiske hændelse, der onsdag udspillede sig i Brønderslev Svømmehal.

Klokken 9.55 modtog Nordjyllands Politi en melding om, at en 74-årig mand var fundet livløs på bunden af bassinet i svømmehallen i Brønderslev.

En fast bruger af svømmehallen var efter en tur i saunagus hoppet i det dybe bassin, ganske som han plejer. Men onsdag fornemmede livredderen, at noget ikke var, som det burde.

»Livredderen løb med det samme, og da han kom ned til manden på bunden af bassinet, kunne han se, at han var blå i hovedet,« fortæller Laila Mølholt og uddyber:

»Livredderen og en anden gæst i svømmehallen fik manden op. Han var tung. Derefter gik de straks i gang med genoplivning og ringede til en ambulance.«

Centerlederen forklarer, at der maksimalt gik i alt tre minutter, fra genoplivningen blev startet, til at manden igen var ved bevidsthed.

»Da paramedicineren kørte af sted med den 74-årige til sygehuset, fik livredderen og gæsten at vide, at de havde reddet mandens liv,« beretter Laila Mølholt og tænker med god samvittighed tilbage på episoden:

»Vi kunne absolut ikke have gjort noget anderledes. Det var en stor indsats af både personalet og svømmegæster.«

»Som den ansvarlige livredder sagde til mig: 'Nu går man her og øver. Man håber aldrig, det sker, men det er simplethen fantastisk dejligt, at man så reagerer rigtigt, når det så sker. For du kan faktisk ikke helt vide, hvordan du reagerer, før du kommer ud for situationen',« fortæller centerleden om samtalen med den involverede livredder.

Laila Mølholt fortæller, at hun og den 74-årige mands familie har aftalt, at de alle mødes til en bid brød og en snak i Brønderslev Hallerne, som svømmehallen er en del af, når manden igen er på toppen.

»Så kan vi høre, hvordan vi hver især oplevede episoden, og på en eller anden måde få en afslutning,« siger centerlederen.

Både Laila Mølholt og Nordjyllands Politi fortæller, at mandens tilstand fortsat er stabil.